Københavneren, der fik kunsten til at blomstre i Vestjylland
Københavnere skabte kunstliv og varigt præg i Aulum.Klik på videoen og se og hør historien om kunstneren.
Finn Brandstrup var 38 år og havde knap nok været i Vestjylland før, da “en flink mand” fra Aulum tilbød ham og hans højgravide kone, Annette Gundelach, at flytte ind i byens mest kendte bygning, Aulum Mølle.
De to københavnere sprang uden at betænke sig ud i det vestjyske eventyr, omdannede møllen til atelier og udstillingsrum og skabte på få år et kunstmiljø i byen, som vakte opsigt vidt omkring.

Foto: Henrik Bjerregrav

Foto: Henrik Bjerregrav
Både gennem Finns billedkunst og parrets stærke engagement i lokalsamfundet kom de til at sætte deres præg på Aulum i næsten 20 år, først i møllen og senere på deres ejendom lidt uden for byen, som naturligvis blev døbt Brandstruplund. Selv om de til sidst lidt modstræbende valgte at flytte fra Aulum, har de bevaret deres stærke tilknytning til byen. Den dag i dag har de mange venner i Aulum, den kunstforening, som de i stiftede i sin tid, har i år 50 års jubilæum, og mange af Brandstrups malerier hænger rundt om på egnen både i private hjem og offentlige bygninger.
Et langt liv i kunstens tjeneste
Finn Brandstrup voksede op i en familie, hvor faderen var galleriejer, og allerede som barn blev han dybt fascineret af billedkunsten. Så hans livsbane lå hurtigt klar, og han har aldrig siden veget fra den. Han elsker livet som kunstner og er i næsten lige så høj grad begejstret for at kunne formidle sin kunstglæde til andre.
Da han og livsledsageren Annette Gundelach, som han har holdt sammen med siden 1972, midt i 70’erne flyttede fra Søborg til Aulum, blev han kendt som “københavneren, der fik kunsten i Vestjylland til at blomstre”. Sammen formåede parret at få et livligt kunstmiljø op at stå i stationsbyen, samtidig med at Finn arrangerede udstillinger rundt om i landet, ledede projekter for unge arbejdsløse kunstnere og også hjalp unge østeuropæere til at komme i gang i Danmark.
Finn Brandstrups hjælpsomhed er legendarisk. Men den fordunkler heldigvis ikke hans egen karriere. Især årene i Aulum var en gylden periode for ham. Her fik han sine værker - både malerier og skulpturer - udstillet stort set over alt i Danmark. Og han høstede international anerkendelse på udstillinger på museer i London, Paris og Rom.
Men karrieren fik et stort afbræk, da Finn følte sig forpligtet til at overtage sin onkels fabrik Artifex, der fremstiller maling af topkvalitet til de førende danske kunstnere. Arbejdet betød, at han ikke selv fik udstillet i en årrække, men i stedet sørgede han for at Tal R, Olafur Eliason og flere andre fik blandet den rigtige maling til deres kunstværker rundt om i verden.
Først for få år siden afhændede han virksomheden, og siden har han for alvor fået gang i malerpenslen igen. Selv om Finn fylder 90 år til november, er han så kreativ og produktiv som nogen sinde.
Han nyder at male hver dag i sit atelier i Kolind på Djursland. Alene over de sidste tre år har han malet over 100 malerier, hvoraf en stor del kan ses på efterårets udstillinger på Bovbjerg Fyr og Aulum Mølle.
















